Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Læsning mellemtrin

Kære forældre. Måske tænker I: ​“Nu kan mit barn læse, så behøver vi ikke bekymre os mere om det”.  
 
Men læsning er ikke kun et spørgsmål om at kunne afkode en tekst, man skal også forstå den og læse den med en vis hastighed.  
 
Læseforståelse er; at sammenholde det man ved og forstår, med det nye man møder i teksten. Derfor er det vigtigt, at jeres barn ved en masse i forvejen og er klar over, at læsning kan give en større viden om omverdenen. 
 
I kan hjælpe med at udvide jeres barns ordforråd og begrebsforståelse. Fx er det en god ide at spille spil, tale om fælles oplevelser og sætte ord på handlinger.  

Lyttelæsning

Nogle børn er langsomme startere med læsningen. Men de skal også have muligheden for at få historier, der passer til deres alder. Lån lydbøger på biblioteket.

Brug IntoWords

Lad evt. jeres barn få læse- og skrivehjælp på computeren. Alle eleverne i Middelfart kommune har via deres skolelogin i Chrome browser adgang til IntoWords som plugin.
 

Billed med teksten Vi læser for livet

Når barnet læser litteratur

At læse med en god forståelse og med fokus på indholdet forudsætter i første omgang, at man som læser forstår alt det, der, der står på linjerne, men det handler i høj grad også om, at forstå det, der ikke står der - vi kalder det at læse mellem linjerne! 
 
Et eksempel:
Jonas var inviteret til Louises fødselsdag. Han spekulerede på, om han havde råd til en god bog. Han gik ind på sit værelse og rystede sparegrisen. Den gav ingen lyd fra sig. Jonas satte sig tungt ned på sin seng. Der står ingen steder i teksten, at Jonas ikke har råd til at købe en bog, og at det gør ham trist til mode. Det er læserens evne til at læse mellem linjerne, der skal give denne forståelse. For at udvikle denne læseforståelse mellem tekstens linjer, forventer skolen, at I derhjemme støtter barnets læsning. Det kan gøres på flere måder;

Før læsning

  • Se forsiden
  • Se og læs bagsiden
  • Læs overskrifter
  • Se illustrationer 
  • Snak derefter om, hvad teksten mon handler om

Under læsning

  • Stil spørgsmål til teksten
  • Lad barnet stille spørgsmål til teksten
  • Lad barnet gætte på, hvad der mon videre sker
  • Afbryd ikke, hvis barnet læser fejl. Kun hvis det ødelægger forståelsen. Snak hellere om de sværer ord bagefter.

Efter læsning

  • Hjælp hinanden med at give et referat af teksten
  • Snak om de svære ord
  • Spørg barnet om hvilke steder i historien, der gjorde størst indtryk 

Faglig læsning

Når man læser fagbøger, læser man på en anden måde, end når man læser skønlitteratur. Man læser for at lære ikke for at opleve. Barnet lærer læsestrategier til faglig læsning i skolen.  Hjemme kan du hjælpe ved, at vise barnet de bøger du henter oplysninger fra, og/eller gå på nettet og hente oplysninger sammen med barnet. 

 Læsehastighed  

På mellemtrinnet har vi også fokus på barnets læsehastighed.
Eleven skal i gennemsnit kunne læse alderssvarende bøger med følgende hastighed:

  • 4. kl. 120-150 ord pr. minut
  • 5. kl. 150-170 ord pr. minut
  • 6. kl. 170-200 ord pr. minut 

 Lektielæsning

“Har du ikke lektier for til i morgen?”  
“Jeg skulle læse side 16-19 i historie, men det har jeg gjort.”  
“Det var godt” 

Vi kunne jo rigtig godt tænke os, at I stillede bare ét spørgsmål mere - fx ​“Hvad handlede det om?” 

På mellemtrinnet forventes der, at elever kan give et mundtlige resumé af det læste og begynder at skrive nogle nøgleord ned i kladdehæftet. det hjælper eleverne til at forstå og huske tekstens indhold. Hvis eleverne ikke kan svare på spørgsmålet: ”hvad handlede det om?” ​ - så har eleven ikke lavet lektier.  

Et par danskfaglige udtryk

  • Let-tal​: Læseegnethedstal, som bruges til de lettelse bøger. Begynder ved 4 og går op til 21. 
  • Lix-ta​l: Læsebarhedsindex, som bruges til de bøger, hvor barnet kan læse mere selvstændigt. Begynder ved 3 og går op til 31. 
  • LUS​: Fortæller noget om de enkelte stadier dit barn går igennem i forhold til læseudviklingen 

 
På skolens bibliotek er bøgerne for indskolingen og begyndelsen af mellemtrinnet inddelt efter lixtal - og eleverne kan nemt selv finde dem. 

Test og evaluering i læsning på mellemtrinnet Se testplan på skolens hjemmeside. 

At læse er ikke kun et spørgsmål om at kunne afkode en tekst. Man skal også kunne forstå den og læse den tilpas hurtigt. 

Selv om du mener, at dit barn nu kan læse, kan du stadig bidrage til den fortsatte udvikling. 

Husk 20 minutters daglig læsetræning:

Man kan ikke gøre alt hver dag - men man kan gøre noget hver dag

PLC Ejby Skole