På Ejby Skole...
mødes du af voksne der ved, at børn gør det bedste de kan
mødes du af voksne der ved, at sprog skaber virkelighed
mødes du af voksne der ved, at forskellighed bidrager til en god skole
mødes du af voksne, som tager ansvar
mødes du af voksne, som vil deltagelse og læring for alle
Ejby Skole er en udviklingsorienteret og moderne folkeskole. Skolen omgik en større renovering i 2018 – så skolen fremstår lys og moderne.
Naturen omkring skolen gør det muligt at skabe nogle gode og fyldestgørende undervisningsmiljøer.
Vi ønsker at vores elever får den bedst mulige skolebarndom, hvor alle mødes af passende udfordringer, tryghed, gode læringsmiljøer, engagement, glæde og kvalitet i undervisningen.
På Ejby Skole lader vi os gerne inspirere af, og afprøve, nyere læringsteorier hvor vi oplever de giver god mening.
Vi deler gerne, når det er muligt, eleverne i hold: kønsopdelt, fagligt opdelt eller noget helt tredje. For Ejby Skole er det vigtigt at tænke i "årgange", så eleverne vil opleve at være en del af en årgang og ikke bare gå i A eller B klassen.
Vi har fjernet de gamle kridttavler og har smartboards/Touchskærme i alle klasser. Dette giver bedre mulighed for at gøre undervisningen tidssvarende, digital. Der arbejdes generelt meget digitalt på skolen, og vi har BYOD som står for "Bring Your Own Device". Det betyder, at vi opfordrer de der har mulighed for det, selv at medbringe et device til undervisningen. Skolen stiller naturligvis til rådighed for de elever der ikke har mulighed for dette. Fordelen ved at have eget device med er bl.a., at man kender sine genveje, man ved det virker, der er strøm på osv…
Vi har valgt at vægte sociale relationer mellem vores elever, og mulighed for ro og fordybelse i undervisningen. Således indførte vi i 2017 en ny mobilpolitik på skolen. Indskoling og mellemtrin er helt mobilfri. Skolen opbevarer naturligvis telefonerne forsvarligt i undervisningstiden.
For 7. og 8. klasse gør sig gældende, at de har én pause uden telefon og én pause med mulighed for telefon, mens 9. årgang får deres telefoner udleveret i hver pause. Telefonerne udleveres naturligvis til eleverne, når den skal bruges i undervisningsregi.
Ejby Skole er en almindelig folkeskole. Det betyder også, at vi har elever der har forskellige behov. Derfor vægter vi kontaktlærerrelationen højt – det betyder noget, at man har kendskab til sine elever. Har eleven det svært i en periode, kan der indstilles til PLC (pædagogisk læringscenter). Her er der mulighed for at få støtte såvel på trivselsdelen som den faglige del.
For at få mere viden om de forskellige afdelinger på skolen, vil vi opfordre til, at man går ind og søger mere specifikt her på skolens hjemmeside. Her finder man underpunkter der fortæller mere om den enkelte afdeling. Ligeledes er man altid velkommen til at tage kontakt til os.