Barnet får læseundervisning i skolen.
Men som forældre er du med til at vise vejen, når dit barn skal lære at læse.
Børn lærer også at læse ved at være sammen med en voksen og ældre børn;
- der selv kan lide at læse og skrive
- der viser, at de kan lide at læse og skrive
- som inddrager barnet, når de læser og skriver
Børn begynder i skolen med store forventninger om at lære at læse. Barnet får lyst til at lære, når det fornemmer, at du viser interesse for dets skolegang.
Ligesom du har forventninger til skolen, har skolen forventninger til dig. Skolen forventer, at du viser den interesse, der skal til for at dit barn bliver en god læser. På den måde giver du dit barn de bedste forudsætninger for at lære at læse. Du skal vise interesse både før, mens læseindlæringen finder sted samt efter.
Brug IntoWords
Lad evt. jeres barn få læse- og skrivehjælp på computeren. Alle eleverne i Middelfart kommune har via deres skolelogin i Chrome browser adgang til IntoWords som plugin.
Børn, som kender sprogets lyde, er godt rustede til at lære at læse
Derfor er det vigtigt, at I arbejder med sprogets lyde. Det kan være gennem sproglege, rim og remser.
Det kan fx være:
- Skibet er ladet med
- Find på ord, der begynder med samme lyd
- Læse rim og remse-bøger (se bagsiden for forslag)
- Finde ord, der slutter med samme lyd
Rim og remse bøger
- Hartmann: Bim, bum, verdensrum! og Alle børns citroner
- Hertz: Dig og mig og vi to
- Kidde: Troldehistorien
- Mouritzen: Nej sagde Kaj
- Rasmussen: Halfdans ABC, Onkel Karfunkel
- Spang Olsen: Gamle fru Glad og hendes hund
- Strid: Mustafas kiosk, Min mormors gebis
- Ungermann: Det tossede land
Børn med sproglig bevidsthed, er godt rustede til at lære at læse
Derfor skal I lege med sproget. Smage på lyde, snakke bagvendt, pjatte og gøre det sjovt.
Børn, der får lov til at læse og skrive, får lettere ved at lære at læse
Derfor skal du lade dit barn “legeskrive” og “legelæse”. Det gør ikke noget, at du ikke kan læse. hvad barnet skriver, det kan han/hun (måske) selv!
Ret ikke i det barnet skriver, men svar på de spørgsmål, der stilles i forbindelse med læsning og skrivningen.
Børn der kommer fra hjem, hvor læsning er en del af hverdagen, har de bedste forudsætninger for at blive en god læser
Derfor er det vigtigt, at du viser:
- At det er vigtigt at kunne læse
- At læsning betyder noget for dig
- Læs opskrifter højt når I bager, læs regler højt, når I skal lære et nyt spil, skriv og læs huske- og ønskelister i forbindelse med indkøb, fødselsdage og jul.
Børn, som får læst højt hver dag, bliver ofte gode læsere
Derfor er det vigtigt, at du læser højt for dit barn hver dag. Når du læser, er det godt at lade fingeren følge teksten, så barnet - uden at vide det, bliver bekendt med læseretningen.
Gode råd til oplæsning før du læser
- Vælg forskellige typer bøger og lad barnet være med til at vælge.
- Kig evt. bogen igennem med barnet, før du læser den op. Snak om hvad den handler om.
Mens du læser
- Hold bogen, så barnet kan se billederne
- Peg på ordene, mens du læser
- Læs tydeligt og forklar/snak om svære ord undervejs
- Snak om handlingen undervejs - fx når du har læse en side. “Hvad mon der sker nu?
Når du har læst, så snak om:
- Hvilket sted i bogen kunne du bedst lide?
- Hvilke sted kunne du mindst lide?
- Var det noget, der var svært at forstå?
- Var det noget, der undrede dig?
- Fik bogen dig til at tænke på noget bestemt?
Vis interesse for bøger
- Tag barnet med på biblioteket
- Læs selv
- Snak om bøger og blade
- Kig på skilte, plakater og lignende
- Læs på nettet sammen med barnet
Sprogvurdering
I begyndelsen af 0. klasse foretages en sproglig vurdering af børnene, således at undervisningen fra begyndelsen kan tage udgangspunkt i det enkelte barns sproglige forudsætninger.
Resultatet af sprogvurderingen indgår i elevplanen for 0. klasse.
Sprogvurderingen tester elevens:
- Forståelse for rimord
- Ordkenskab
- Bogstavkenskab
- Sprogforståelse
Du kan hjælpe dit barn på vej ved at:
- Skrive og læse
- Ønskesedler
- Huskesedler
- Invitationer
- Postkort, mails og breve
- Madopskrifter
- Undertekster på TV
- Saml på ord og leg
- Skilte og reklamer
- Feriedagbog
- Bøger, gerne de samme igen og igen
Leg og spil:
- Krydsord
- Computer
- Billedlotteri
- Spil med ord fx Alias junior
- Rim, remser og vrøvlerim
- Smag på lyde (mmmmor) eller (ffffar)
- Snak bagvendt
Rose og opmuntre, når barnet “læser” og “skriver”.
I 0. klasse lærer barnet typisk
- At der er sammenhæng mellem skrevne bogstaver og talte lyde
- Bogstavernes navne, lyde og udseende
- Bogstavernes skriveretning
- At bruge bogstavernes lyde, ofte det første bogstavs lyd for at afkode ukendte ord
- At danne nye ord vha. i forvejen kendte ord
- At “legeskrive og -læse”